Det dårlige selvværds æstetik

Jeg så en af mine gamle gymnasiekammerater i fjernsynet i går. Jeg husker ham som frisk og sprudlende - vi lavede vores første dokumentarfilm, om min kærestes rockband, sammen og ikke mindst optrådte i den legendariske improteatergruppe "Bar Mave". Nu sad han så der - 15 år senere og lugtede af dårligt selvværd. Ikke fordi han ikke havde et godt liv, han kunne leve af at være musiker, men fordi han aldrig havde fået taget en rigtig uddannelse. Hvad sker der med universitetstyraniet. Jeg har selv været ramt af denne uni-plage, hvilket for mit vedkommende er resulteret i en halvlådden bachelor. Jeg kender flere autodidakte og absolut fantastiske filminstruktører som ikke har gået på filmskolen, som også lider under samme mindreværd. Fuck uddannelse. Hvis du er brilliant til det du har valgt at lave så vær glad for det. Eller tag den bachelor og få det overstået. Er jeg et lykkeligere menneske - næ, tværtimod havde jeg ikke nosser nok til at tro på at jeg var god nok, på trods af at jeg er fantastisk til mit arbejde og har været med til at danne skole i dansk film. [hehe - den var til dig Bo]. Jeg kan sagtens forstå at nogle mennesker bruger den energi deres dårlige selvværd frembringer, til at være endnu mere perfektionistiske i deres virke, hvilket selvfølgelig kan ses i deres værker, men for de allerflestes vedkommende betyder det bare at de går på alt for mange kompromiser og hyler hele vejen til banken. Stram op. Gør noget ved det eller lev med det.