Efter 18 timer med papmad, ubehagelig lufthavnsbelysning og airconditioneret genbrugsluft var det dejligt at lande hjemme i egne dyner. Ikke så dejligt at kroppen er uvant med alt under 30 grader og øjnene har vænnet sig til varme, bløde jordfarver og gule nuancer. Den blege blålilla tåge der lå over christianshavns vold i morges var ikke helt det samme.
Men nuvel. Det er her vi har valgt at bo, og det da er rart ikke at skulle cykle slalom mellem skraldegrise, skraldekøer og sågar skraldeegern. Ude på landet i Indien, fodrer man først dyrene med skraldet, hvorefter resten brændes af på små bål morgen og aften. Det er ofte børn og kvinder, der står og indånder de giftige plastikdampe. Jeg var en morgen ved at komme op og toppes med en skraldegrisling der var temmeligt grisefornærmet over at jeg havde pakket en særdeles flydende lorteble ind i en plastikpose. Så lærte man det. Ikke pakke lørdagsslikket ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar