Aldrig mere 9. april
Jeg ved det bare. Jeg bliver aldrig mere single. Jeg møder den ene efter den anden, søde rare mennesker af begge køn, der simpelthen har givet op. De ser godt ud, de opfører sig ordentligt og har sikkert en udmærket personlig hygiejne, men alligevel vil kærligheden ikke lykkes. Er de kræsne? Eller hvad sker der. Jeg har aldrig været single ret længe i mit liv, og skulle jeg blive det igen, vil der ikke gå længe før jeg er i et eller andet forhold. Og hvorfor så det? Fordi jeg grundlæggende synes der er sjovere at sove sammen med nogen end at sove alene; det er sjovere at have sex end ikke at have det og det er sjovere at tingene ikke stod som man forlod dem, når man kommer hjem. Det er også væsentligt sjovere at være forelsket / facsineret end ikke at være det. Selv det helvede det er at gå fra hinanden er mere følelsesmæssigt berigende, end ikke at have udsving. Kald mig bare drama queen. Hellere mærke alle følelser end ingen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Du har ganske ret, der er mange ting, der er sjovere når man er to.
Men som singlepige, der aldrig er har fået fortalt at jeg har en dårlig hygiejne, er grim eller dårligt opdraget - og dermed naturligvis tager det som bevis for, at jeg er lige nøjagtigt det modsatte - kan jeg blot konstatere, at det altså ikke er så pokkers nemt at finde en særlig anden, som man virkelig ønsker at vågne op sammen med og komme hjem til. Og så er der naturligvis det der med, at den anden jo ikke bare skal være hvem som helst... men helst en man rent faktisk kan lide.
Måske er det bare fordi, at alle de gode er taget, og man derfor må sidde over til næste runde?
P.s. desuden er det ikke SÅ pokkers slemt at være single... men jeg har heller ikke helt givet op på det der med at finde en eller anden særlig særling ;o)
Men jeg tror ikke at alle de gode er taget. Jeg tror der er masser derude der gerne vil finde en anden, men som bare ikke ser ham den søde der står lige dér fordi han ikke har så flot hår som ham den gifte der står derhenne.
jeg skal ikke gøre mig klogere end at de langdistance singler jeg kender har en tendens til at vælge fra før de vælger til. Og det synes jeg er synd, for hvorfor må det ikke være hvem som helst. Det kunne jo være at hvem som helst udviklede sig til at være ham der elskede dig allerhøjst på den allerlækreste måde for han var jo bare hvem som helst. Og så skal man ikke bruge energi på at være den man synes man skal være når Mr Right kommer ind ad døren - hvilket han jo aldrig gør alligevel.
Jeg siger ikke at man ikke skal have standarter, jeg tror bare at jeg aldrig bliver single ret længe, for jeg vil hellere bliver brændt end indebrændt.
Jamen, ham den helt særlige kan også være hvem som helst... og jeg tror såmænd heller ikke på, at han har et særlig lækkert hår... han skal såmænd bare have et potentiale til at blive noget helt særligt for mig.
Med "ikke være hvem som helst" mener jeg, at han ikke bare skal være en tilfældig der bare er meget flink, og som jeg nok kan vænne mig til i længden. Han skal være en, som jeg på sigt tror på kan blive noget særligt.
Du har ganske ret i din betragtning om, at det nok er bedre at blive brændt end indebrændt... men der er mere end en enkelt derude, der ikke engang gløder bare en lille smule, og det er svært at blive brændt uden en glød ;o)
Det troede jeg også på; jeg skulle da aldrig være alene igen. To små børn, hus, fredeligt samliv med kvinden jeg elsker, men når man virkelig tror man har styr på ALT, så er det tæppet for alvor kan blive revet væk under een.
Man er ALDRIG 100% sikker. Aldrig. Desværre.
Nej og det er derfor man altid skal holde sig på tæerne. Kærlighed er grundlæggende hårdt arbejde. Jeg sagde ikke at det var let ikke at være single - jeg siger bare at det er sjovere at være flere. Og at der er mange derude som i mine øjne er alt for vidunderlige til ikke at deles.
Send en kommentar