Høstsonate

Det var så langt og kedeligt og NEJ, scener der ikke bringer fremdrift til historien eller driver plottet videre, i såvel film som på teatret SKAL UD!!! Så kan du kalde eksperimental teater så meget du vil. Gu var det røv eksperimenterende, det var bare langt og kedeligt og de spillede dårligt. Hvem som helst kan tydeligvis få lov til at sætte stykker op i det nye skuespilhus, hvis de kan få Ghita Nørby til at være med. Hun kæmpede ellers en brav kamp, Ghita-pigen. Synd at alle hendes følsomme dialoger var optaget på video på forhånd. Video og teater passer bare overhovedet ikke sammen fordi:

1) de foroptagede monologer passede slet ikke ind i den stemning som hun var i lige før man klippede til video - for det kan man ikke tilpasse - hello, det er levende mennesker der står på scenen! og

2) video distancerer os fra følelserne. De troede sikker at effekten ville være endnu mere følsom fordi hendes ansigt var stort som rundetårn. Nej nej og nej. Vi vil ikke så tæt på hendes ansigt, store følelser på teatret er store, fordi hele kroppen er med. Ikke et afskåret hovede på en væg.

Kort sagt, hvis du ikke er en iscenesættelsens mester, så lad være med at blande genrerne. Der er da intet mere usexet end en kvinde der skal spille skuespil mens hun skal koncentrere sig om at stikke et lille handykam op i snotten på sine medspillere - når hun altså ikke er ved at falde i livefeed kablet.

Desværre var det ikke en succes. Skuespil huset var heller ikke imponerende. Men den lækre middag på El Pérron med manden inden forestillingen var i særklasse.

Så var aftenen da ikke helt spildt.