hvis jeg havde diabetes ville jeg jo heller ikke spise sukker

så sidder man igen i sofaen og zapper. Og ryger ind i dokumentar om tro og homoseksualitet. Altså kristendom og homodom. Det lyder jo umiddelbart som to svært forenelige størrelser og det er det åbenbart også. Det viser sig nemlig at hende kvinden de havde fundet - som så om noget så utroligt lesbisk ud, hvis jeg lader alle mine lebbefordomme komme til orde - pludselig efter mange års ægteskab var blevet forelsket i en kvinde. Bang. Crash. Smask forelsket. Istedet for at kaste sig over sin nyfundne kærlighed, er der lige det aber dabai at hun er troende.

Derfor opsøger hun foreningen BASIS der gør en dyd ud af (pardon my french) at overbevise homoseksuelle om at tro og homo ikke kan forenes. Det er en synd - MEN, hvis man ikke udlever sin seksualitet, altså med andre ord bliver hetero eller lever i cølibat, så er det no probs! Som modpol findes der foreningen AKCEPT, der siger: cool nok, det står i biblen at man ikke må være homo - MEN Gud er altfavnende og elsker dig alligevel. Du får større psykiske mén af ikke at have en seksualitet.

Kvinden, valgte altså BASIS løsningen - hvilket betyder at hun ikke går fra manden. OK fair nok. MEN hun vælger så at gå planken ud og slukker fjernsynet hvis der sexscener. Hun sætter øjnene ud af fokus når hun handler på tanken og hun undgår alt hvad der måtte anspore hendes seksualitet. For som hun selv udtrykte det: Hvis jeg havde diabetes ville jeg jo heller ikke spise sukker.

Selvom jeg ikke kan have andet end respekt for hendes stamina og standhaftighed, kan det umuligt være sundt for krop og sjæl i den grad at nægte at man har en seksualitet. Hvordan kan man som voksen pludselig beslutte sig for at sætte sin seksualitet ud af spillet. Efter giftemål, efter børn?

Jeg ved ikke hvorfor vi hidser os så meget op over muslimer når vi tydeligvis burde tage et langt hårdt kig på vores egen religion og hvad den fremelsker af sære adfærdsmønstre i egne rækker.