Jeg er ikke skør.

Der er bare nogle ting som andre mennesker kan, som jeg ikke er så god til. Jeg er ikke særligt god til edderkopper. Jeg er ikke særligt god til opvask. Og jeg er virkeligt ikke særligt god til metal i det offentlige rum – eller offentlige toiletter, men der har jeg dog en pagt med Gud.

Edderkopper er ivrige sataner, der vifter deres lange slanke ben og kribler hen over huden hvor de yngler og lægger æg, mens de savler giftsnot ud over ens arme. Jeg kommer ikke gerne i nærheden af dem med mindre det er strengt nødvendigt. Slet ikke stankelben, som jo er en af verdens giftigste edderkopper, dens mund er bare for lille til at bide mennesker. Jeg ved godt at edderkopper er vores venner, for de spiser myggene og det må de sådan set også gerne, bare de gør det udenfor.

Et af verdens store dilemmaer er: den lækreste middag, de mest udsøgte håndudvalgte økologiske råvarer. Kærlighed i tilberedningen, stimmung und spaß mens man spiste. Så en lille kort tur fra spisebordet ud i køkkenvasken og pludselig er det madrester, som er noget af det ulækreste i hele verden. Det er ikke bare klamt, vådt sammensurium af maddele, det er mikroskopiske bakterier der sætter sig på hænderne og under neglene. Det er jordrester og mug og salmonella og SARS der inficerer kroppen som løbske kræftceller.

Metal i det offentlige rum. Dørhåndtag, stænger i busser og s-tog, barstole, cafeborde, cykler, alt i det offentlige rum er åbenbart lavet af metal. Metal hvor andre mennesker har gnedet deres svedige koparrede tisbefængte hænder og afsat bakterier, hudfedt, skidt, vorter og andet mikroskopisk affald der vælter af os mennesker ved hver eneste berøring.

Jeg har endnu ikke været på et offentligt toilet uden toiletpappir, så min pagt med Gud holder stadig – ok, indrømmet, der var ikke noget papir på det offentlige toilet i Central Park, men jeg synes ikke jeg kan holde Gud ansvarlig for Central Park, der må være grænser for devine intervention, eller var det i virkeligheden svaret på spørgsmålet…

Man kan synes det er utroligt jeg nogen sinde har fået børn eller at jeg lever en normal hverdag, men det gør jeg – selvom jeg ikke er så god til at tage opvasken og jeg er hende der har udviklet den perfekte teknik til at åbne enhver type dør med albuen og fødderne.