de dårlige samtaler

I mit nye fine fine job hører også alle de dårlige samtaler med. De hårde. Dem der ikke er rare, hverken for mig selv eller den anden. Jeg er ikke så god til de samtaler. Hverken når det er mig der er modtager og slet ikke som giver. Øv. Dumme samtaler. Der hvor folk bliver sure. Og ikke kan få det de gerne vil have. Når det går ud over slutresultatet.

Jeg er ikke bange for selve samtalerne. Det er bare svært at starte dem. Jeg er bange for at være en dårlig strateg. For ikke at starte samtalen 'rigtigt'. For ikke at være konstruktiv nok. For at komme til at snakke med følelserne i stedet for det konkrete problem. For ikke at kunne tilbyde de rigtige løsninger. For bare at sige nej, der hvor jeg skulle have sagt ja, eller måske. Eller 'det finder vi nok ud af'. Jeg er bange for ikke at gribe an - og så kommer jeg til at ønskeglemme at problemerne findes. At skubbe dem foran mig. At ikke tage fat i det. At ikke handle.

Og det er jeg mere bange for end alt andet. At ikke handle. Så jeg overtaler mig selv hver eneste dag til at handle. Så må jeg tage det pis modvinden fører med sig.

Det er trods alt bedre at fejle og lære end ikke at handle. Hvis jeg altså lærer. Arrggh pis.