kynist?
Jeg er flere gange blevet sagt imod og kigget mærkeligt på, men jeg kan ikke love at jeg vil være sammen med min kæreste resten af mit liv. Det handler ikke om at jeg ikke elsker ham, at jeg ikke vil kæmpe for det vi har og at jeg ikke vil gøre alt for at vi ikke skal gå fra hinanden, men jeg kan ikke love at vi vil være sammen altid. Jeg er det der populært hedder seriel-monogam. Jeg elsker som var det sidste gang, hver gang. Men da jeg har haft 5 kærester hvor jeg troede at han var den eneste ene, så bliver jeg nødt til at se på min historik og sige ok. Hvor stor er chancen for at netop ham og jeg bliver sammen. Jeg håber det, jeg elsker ham, men jeg vil ikke love det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Jeg har den samme holdning jeg kan ikke love hvordan jeg vil have det om tyve år, jeg vil dog kæmpe for det her og nu.
Men der er mange derude der mener det stik modsatte. At man ikke må italesætte at man nogen sinde måske kunne finde på at overveje at man ikke skal bliver gamle sammen. Tjo, men når virkeligheden ser anderledes ud, hvorfor så ikke forholde sig til den. Det er jo ikke en undskyldning for ikke at kæmpe for det - tværtimod, det giver mig lyst til kampen.
Der er bare det jeg ikke forstår; hvorfor arbejde med en teoretisk bagkant?
Hvis du nu kom til at love det, hvilket kan betyde endnu mere her og nu end en principel argumentation om en hypotetisk situation engang i fremtiden, så er det sikkert ikke værre at bryde det løfte end at forlade ham om de famøse 20 år...
Tænk lidt med mavsen og giv jer selv de sidste 10% Lov jer til hinanden. Det bliver I glade for.
Det er skægt som nogen ord åbenbart er vigtigere end andre. At love er åbenbart vigtigere end at håbe, at tro. At love på skrømt er vel værre end at tro og håbe på det bedste? Jeg holder intet tilbage - han har mig 100% her og nu og lige indtil vi ikke kan mere.
Send en kommentar