Formulæ Romantikæ

Brygget på cykel mens manden løb ved siden af: Så sagde vi at du var den gamle udramponerede atlet som gerne ville gøre comeback men for at skulle kæmpe sig tilbage på toppen blev du nødt til at få en ny træner og så kom jeg. Jeg var den unge nyuddannede træner - og kvinde - og det havde du ikke regnet med da jeg svarede på annoncen for jeg hed jo Sam. Så du var ikke merget for det men træne skulle du jo, så vi gik til værks. Du synes jeg gjorde alting helt forkert og jeg synes dine metoder var håbløst gammeldags så vi skændes hele tiden selv om der også var øjeblikke hvor luften sitrede når vi så på hinanden. Din gamle stolthed kunne dog alligevel ikke klare at blive trænet af en så ung og nyuddannet - og kvinde - da din ærkeengel fra gamle dage mødte op og hånede dig, Vi kom så meget op at skændes at jeg rejste i vrede. Du var glad for at se mig gå men alligevel kom dagen for det store comeback jo nærmere, så du tjattede lidt til en boksebold, og det var so om at du havde et hulrum i brystet. Lige indtil den dag hvor du fandt alle mine noter med dit komplette træningsprogram som jeg havde efterladt.Og det gik op for dig at jeg var den pertentlige type - omend kvinde. Så gik du for alvor til værks. Imens fordybede jeg mig i det job jeg havde taget i Oregon med at træne handicappede cyklister til special oplympiaden, for jeg havde et stort socialt ansvar. Så du trænede og blev bedre og bedre, på nær lige til den sidste hurdle hvor siden i bogen havde været våd af salte tårer så blækket var flydt sammen. Du kunne ikke tyde hvad der stod. Så en dag hvor jeg stod ved postkassen og ventede længselsfuldt efter livstegn, stod du der pludselig. Veltrænet og parat. Jeg var bidsk til at starte med men du fik hurtigt stoppet mundenn på mig med et kys. Så opsagde jeg mit job og lod handicappere være handicappere for jeg måtte med dig tilbage for at hjælpe dig med dit comeback. Jeg lærte dig at overkomme din sidste hurdle så da den store dag oprendt var du mere end klar. Men noget gik galt og da den sidste hurdle kom, så du op mod tilskuerpladserne hvor mine øjne brændte mod dine og du missede, så din ærkerival vandt og du kom kun ind på 2. Pladsen. Men det var alligvel nok til at du fik genetablerert dit ry i branchen og du nu med god samvittighed kunne trække dig tilbage og stifte familile med mig. Så kyssede vi og jeg sagde, jeg synes vi skal adoptere en handicapper. Slut.

Dræbersnegl

Jeg har fjernet 167 dræbersnegle ude i haven. Øv hvor er de klamme. Og deres slim klistrer så man ikke kan få det af fingrene igen. Og de sidder overalt og æder sig igennem vores have. Det eneste jeg er øm over er jordbærrerne, for dem har jeg og Anton selv plantet. Resten må de sådan set gerne æde. Hvis bare der ikke var så mange. Hvis bare de ikke var så slimede og klamme. Så nu har jeg besluttet mig for at udrydde dem. Og det er ren Apartheid. For vinbegsneglene og andre snegle med sneglehus får lov til at blive. Men ikke de lange brune lortesnegle. De dør en langsom og pinefuld død.

Et liv før Facebook

Det er helt tydeligt, når jeg læser mine gamle blog posts, at de er skrevet af det jeg der fandtes før Facebook. Det er lidt ligesom at læse breve fra dengang før Mac'en, eller telefonbeskeder fra dengang før mobilen. Pludselig føler jeg mig heldig. Heldig fordi jeg lever i en tid hvor teknologien løber amok. I bedste forstand. Alt er muligt. Der er ingen begrænsninger. Hvis du kan tænke det, kan det opfindes.

Så selvom Manden nogle gange synes jeg skriver for meget, for privat, for åbent, så bliver jeg hver dag overrasket over at man kan. Over at der er nogen der gider læse det jeg skriver. Gider at være i elektronisk kontakt. Som for en sky mus som mig, er noget bedre end telefonisk og gud bedre det øjenkontakt.

Så mit nye elektroniske jeg, der fungerer som et øje ca. 40 cm fra verdenen i skærmen, frydes og gyses og klukler hver dag.

kroppens tegn

Min krop melder klar. Snigende strømmer tanker ind der hviskende lokker. Skulle vi ikke gøre det igen? Se hvor flotte de bliver. Du er en maskine. Du kan godt. Bare een gang til. En lille pige måske? Ville det ikke være dejligt. Men så er det godt man har Hjerne, der kan sætte en stopper for Krop, når den bliver for insisterende. Nej, Krop. Siger Hjerne. Ikke flere børn. Nu skal vi lave film. Og udelukkende bruge dig til at fordøje mad og nyde sex. Du er god til det, Krop. bliv ved din læst. Sådan.
Tak Hjerne.

her lugter lidt af ræv

Ahem. Hej.
Nåmen så ville jeg bare lige kigge forbi og se om der havde været vandskade siden i lørdags. Vi har snakket meget om vejret i denne uge. Jeg gider ikke at snakke om vejret. Vi bor i BrønsHØJ. Jep. På toppen af bakken i det hvide hus. Vi har nyt tag. Det regner ikke ind.

Så var det jeg ville teste om man skulle starte bloggen op igen? Bare for at gøre det der med at skrive noget helt andet, som er længere end en status men kortere end alle de historier, der aldrig bliver færdige alligevel. Jeg kan jo starte langsomt og så se hvad der sker. Det tror jeg er det bedste.
Så, hej hej.

selvstændig

I did it, I did it, I knew I could did it!
Jeg har simpelthen startet mit eget firma: First Lady Film. Det bliver sjovt, det bliver spændende, jeg har allerede 4 projekter jeg arbejder på. Der ikke nogen penge i nogle af dem endnu, men det er jo kunsten, for dælen, det drejer sig om. Eller det bliver jeg i hvert fald nød til at sige til mig selv for ikke at gå i spåner over hvordan jeg skal klare dagen og vejen. Men Juhuu indtil videre.

et halvt år senere

Jeg kom aldrig videre med min julekalender. Til gengæld er jeg startet på et par andre historier som jeg heller ikke har fået skrevet færdigt. Og jeg har fået udgivet en sms roman. Så lidt er der sket. Jeg var faktisk rigtig godt i gang med at skrive, da jeg fik dårlige anmeldelser af Manden, så røg jeg tilbage i skriveblokeringen. Men, det vil jeg råde bod på nu :)