Han sidder og hygger sig på toilettet og der pludselig lyder et hyl fordi hans ynglings Lynet McQueen bil er røget ned i kummen.
Hvad gør den kloge hund så?
En plastikpose på hånden og ned efter den, selvfølgelig.
Hvis der var nogen der havde fortalt mig at det hørte med til at være mor, så havde jeg nok lige tænkt mig om en ekstra gang....
Høstsonate
Det var så langt og kedeligt og NEJ, scener der ikke bringer fremdrift til historien eller driver plottet videre, i såvel film som på teatret SKAL UD!!! Så kan du kalde eksperimental teater så meget du vil. Gu var det røv eksperimenterende, det var bare langt og kedeligt og de spillede dårligt. Hvem som helst kan tydeligvis få lov til at sætte stykker op i det nye skuespilhus, hvis de kan få Ghita Nørby til at være med. Hun kæmpede ellers en brav kamp, Ghita-pigen. Synd at alle hendes følsomme dialoger var optaget på video på forhånd. Video og teater passer bare overhovedet ikke sammen fordi:
1) de foroptagede monologer passede slet ikke ind i den stemning som hun var i lige før man klippede til video - for det kan man ikke tilpasse - hello, det er levende mennesker der står på scenen! og
2) video distancerer os fra følelserne. De troede sikker at effekten ville være endnu mere følsom fordi hendes ansigt var stort som rundetårn. Nej nej og nej. Vi vil ikke så tæt på hendes ansigt, store følelser på teatret er store, fordi hele kroppen er med. Ikke et afskåret hovede på en væg.
Kort sagt, hvis du ikke er en iscenesættelsens mester, så lad være med at blande genrerne. Der er da intet mere usexet end en kvinde der skal spille skuespil mens hun skal koncentrere sig om at stikke et lille handykam op i snotten på sine medspillere - når hun altså ikke er ved at falde i livefeed kablet.
Desværre var det ikke en succes. Skuespil huset var heller ikke imponerende. Men den lækre middag på El Pérron med manden inden forestillingen var i særklasse.
Så var aftenen da ikke helt spildt.
1) de foroptagede monologer passede slet ikke ind i den stemning som hun var i lige før man klippede til video - for det kan man ikke tilpasse - hello, det er levende mennesker der står på scenen! og
2) video distancerer os fra følelserne. De troede sikker at effekten ville være endnu mere følsom fordi hendes ansigt var stort som rundetårn. Nej nej og nej. Vi vil ikke så tæt på hendes ansigt, store følelser på teatret er store, fordi hele kroppen er med. Ikke et afskåret hovede på en væg.
Kort sagt, hvis du ikke er en iscenesættelsens mester, så lad være med at blande genrerne. Der er da intet mere usexet end en kvinde der skal spille skuespil mens hun skal koncentrere sig om at stikke et lille handykam op i snotten på sine medspillere - når hun altså ikke er ved at falde i livefeed kablet.
Desværre var det ikke en succes. Skuespil huset var heller ikke imponerende. Men den lækre middag på El Pérron med manden inden forestillingen var i særklasse.
Så var aftenen da ikke helt spildt.
hjemme igen
Jo tak for opmærksomheden. Vi er hjemme i god behold. Der skete pludselig det mærkværdige at jeg blev fanget af Facebook. Og blev også meget træt af det igen. Derfor har jeg ikke været på bloggen. Man skal jo ikke skrive på Facebook. Bare klikke. Hvilket huer en pige med skriveblokering så hjerteligt.
Og hvad er der så sjovt ved det. Hvorfor lige Facebook og ikke MySpace som jeg aldrig rigtigt kom ind i? Fordi Facebook er det der er. Et billede af dig med dit rigtige ansigt og dine rigtige oplyninger og så kan dine venner og gamle elskere ellers finde dig der hvis de gider.
Jeg gider ikke forwarde alle mulige åndsvage billeder og quizer og ting og sager så min Facebook side er ikke så op-pimpet som manges er. Og i virkeligeheden synes jeg det er sjovere at have nogle mere OFF venner - altså dem der ikke arbejder i filmbranchen, men så gik det op for mig at jeg ikke har andre venner - så mange i hvert fald der ikke på den ene eller anden måde har tilknytning til noget med medier. Så hvis du vil være min Facebook ven, så hedder jeg stadig Nynne.
Men jeg skal nok komme tilbage til bloggen. Jeg læser stadig en lille kerne af blogs og følger med.
Og hvad er der så sjovt ved det. Hvorfor lige Facebook og ikke MySpace som jeg aldrig rigtigt kom ind i? Fordi Facebook er det der er. Et billede af dig med dit rigtige ansigt og dine rigtige oplyninger og så kan dine venner og gamle elskere ellers finde dig der hvis de gider.
Jeg gider ikke forwarde alle mulige åndsvage billeder og quizer og ting og sager så min Facebook side er ikke så op-pimpet som manges er. Og i virkeligeheden synes jeg det er sjovere at have nogle mere OFF venner - altså dem der ikke arbejder i filmbranchen, men så gik det op for mig at jeg ikke har andre venner - så mange i hvert fald der ikke på den ene eller anden måde har tilknytning til noget med medier. Så hvis du vil være min Facebook ven, så hedder jeg stadig Nynne.
Men jeg skal nok komme tilbage til bloggen. Jeg læser stadig en lille kerne af blogs og følger med.
Abonner på:
Opslag (Atom)