Jeg skal aldrig skilles. Jeg skal aldrig modtage en bodelingsoverenskomst. Det er indbegrebet af lavpraktisk dissekering af det som engang fyldte hele ens verden med lys og kærlighed. Det er fint nok at dele boet, når man går fra hinanden. Hvem skal have den grimme sofa (det skal du) hvem skal have de grimme tallerkener (det skal du) osv. men at skulle skrive under på at vi har delt indestående kr. 795 på konto ditten-datten der er alt alt for lavpraktisk for mig. Jeg vil ikke vide det. Jeg vil ikke vide af det. Jeg vil kunne se dig i øjnene og sige: den her er min fordi jeg har fået den af min familie - så den tager jeg. Du får resten. Jeg vil ikke indgå en millimeterfascistisk aftale omkring at alt hvad vi har haft i brug, skal deles ligeligt 50/50 mellem os. Et liv er jo aldrig 50/50. Der er altid perioder hvor jeg bidrager og perioder hvor du bidrager. Hvordan skal man kunne dele det?
Det jeg i virkeligheden har noget imod - er overførslen af følelser til ting. Du er skredet fra mig - så skal jeg i hvert fald have halvdelen af alle vores ting, for at kompensere. Men ting kan aldrig kompensere for følelser. Ting kan aldrig få dig til at elske mig igen. Ting kan tværtimod kun minde om det der var og nu er væk. Er der noget mere trist end halvdelen af et sæt sengetøj. Halvdelen af et spisestel. Halvdelen af gardinerne. Nej. Det bliver uden mig.
ny-kærestehjerne
Det fungerer i princippet på samme måde som ammehjerne - forskellen er bare at man med ammehjerne dog har opholdelsesdrift nok til at lytte efter eget afkoms behov. Med ny-kærestehjerne er jeg end ikke i stand til at varetage egne behov. Eller jo, men kun ganske få af dem.
Det føles ikke som forelskelse på den gode gamle teenage måde hvor jeg var decideret blind. Denne følelse sidder ikke på øjnene, mere som et tov mellem os, der værker og slider hvis jeg kommer for langt væk i for lang tid. Hvilket pt er lige omkring 6-7 timer. Jeg kan ikke engang opretholde en fuld arbejdsdag. Jeg rejser mig pludseligt og går. Møder meget senere end jeg plejer. Sitrer i fingerspidserne. Er ukoncentreret, skubber opgaver foran mig som jeg tidligere bare ville have fået ud af verden. Danser rundt og hører høj musik inde på kontoret. Ligger i praktikantsofaen og stirrer ud i luften i flere minutter af gangen.
Og vender gang på gang tilbage til det faktum at der igen er gået en dag hvor jeg ikke har fået noget fra hånden - eller ikke kan huske hvad jeg har fået fra hånden. Mit bord er fyldt med post-its for jeg kan ikke huske de mest simple beskeder.
Jeg orker ikke at skrive dette blogindlæg færdigt for der sniger sig hele tiden tanker ind der fylder min hjerne. .....
Det føles ikke som forelskelse på den gode gamle teenage måde hvor jeg var decideret blind. Denne følelse sidder ikke på øjnene, mere som et tov mellem os, der værker og slider hvis jeg kommer for langt væk i for lang tid. Hvilket pt er lige omkring 6-7 timer. Jeg kan ikke engang opretholde en fuld arbejdsdag. Jeg rejser mig pludseligt og går. Møder meget senere end jeg plejer. Sitrer i fingerspidserne. Er ukoncentreret, skubber opgaver foran mig som jeg tidligere bare ville have fået ud af verden. Danser rundt og hører høj musik inde på kontoret. Ligger i praktikantsofaen og stirrer ud i luften i flere minutter af gangen.
Og vender gang på gang tilbage til det faktum at der igen er gået en dag hvor jeg ikke har fået noget fra hånden - eller ikke kan huske hvad jeg har fået fra hånden. Mit bord er fyldt med post-its for jeg kan ikke huske de mest simple beskeder.
Jeg orker ikke at skrive dette blogindlæg færdigt for der sniger sig hele tiden tanker ind der fylder min hjerne. .....
kunst
Han ville have en 'god og lækker ting der symboliserer vores kærlighed' i fødselsdagsgave. Han fik et billede af en blåøjet ulv der holder to lammekotteletter mens to små drenge heiler med deres ispinde i baggrunden. Så kan han selv analysere sig ud af det...
Iøvrigt kan www.myspace.com/herrensmark varmt anbefales
Abonner på:
Opslag (Atom)