At gynge som en hval

flytterod

Jeg skal flytte. Igen. Der var lige gået så lang tid siden sidst at jeg næsten havde glemt hvordan det er. Jeg havde næsten glemt hvor meget jeg hader flyttekasser. Nu husker jeg alt. Der bliver revet et lille hul i mit hjerte hver gang jeg flytter. Hver gang jeg pakker de samme ting i kasser.

det kan du fandme selv være

Jeg kan sagtens blive pigefornærmet. Det kan jeg. Nogen siger noget. Jeg reagerer ikke i situationen fordi min hjerne konstant arbejder på nogle sekunders delay. Jeg er et multitaskende menneske, så jeg kan ikke nødvendigvis nå at reagere på alt hele tiden. Ok. Nuvel. Nogen siger noget. Efter noget tid af varierende længde går det så op for mig hvad der egentligt blev sagt. Og så bliver jeg fornærmet. Og det plejede så at komme til orde, men, med mit nye stille jeg, vil jeg så vælge at være tavs i stedet. Det viser sig tydeligvis at være en gangbar strategi fordi ingen forventer at jeg vil være tavs i længere tid og reagerer derfor prompte. Mission udført. For det er alt andet lige heller ikke særlig skægt at gå og være fornærmet hvis ingen opdager det.

sniksnak

Jeg snakker meget. Det er det jeg gør. Jeg snakker hele dagen på mit arbejde. Jeg snakker om de projekter jeg laver og om de valg jeg foretager mig. Alt bliver vendt verbalt inden beslutningerne bliver taget. Både de store og de små. Det er en stor del af min identitet at snakke om tingene - at overveje at vende at formulere. Indtil jeg for et par dage siden fik at vide at jeg snakker (for) meget. Det havde jeg aldrig overvejet. Men ok tænkte jeg, jeg må lade det komme an på en prøve, så nu tester jeg lige hvordan det er at være stille. At ikke at verbalisere alting. Som udgangspunkt er jeg forudindtaget. Jeg tror ikke det er kommet for at blive, for jeg tror reelt ikke at jeg er i stand til at holde kæft i længere tid ad gangen. Jeg giver det en lille uge. 3 dage max.

nemesis

nu har jeg snakket så meget om at jeg ikke har et sprog om lyd - og hvad sker der. Filmen jeg arbejder på i øjeblikket, som kommer ud i 60 kopier over hele landet, har problemer med lyden og det er mig der skal forklare mange på hinanden følgende mennesker hvad, hvordan, hvorfor og løsningen på problemet. Jeg kan ikke garantere at alle får de samme informationer - for mange af ordene der kommer ud af min mund er erstatningsord.

HVAD ER DEN AF? - en facebook korrespondance

les regles du jeux er stor

og så står ddu, du har forladt/er blevet forladt af jacob s
hvad sker der?
A

Så ramte facebooks offentlighedsprincip een lige i smasken. Alle får alt at vide om alle i det sekund det sker. Ok jeg har også været hurtigt ude - vi holder officielt en pause - men uofficielt bliver den nok længere end det. Vi skal jo snakke sammen resten af livet pga. 3 årige søn. Men summa summarum est. vi måtte se hinanden i øjnene og spørge: elsker vi hinanden eller har vi bare en aftale?
c'est la vie.
N

øv at I ikke elsker hinanden. Det ville den 3-årige sikkert være glad for. godt at I er voksne nok til at se hinanden i øjnene og indse, hvordan det er. det vil den 3-årige også glædes over og tage ved lære af. er du så alene med 3-årig?
c'est la vie aussi
A

ja, jeg har jo selv bygget ham, så han er min..
N

joh, det er han. har jacob slet ikke suppleret sædcelle til byggeriet?
A

psst kalder du den minimale indblanden for væsentlig. Det er da mig der har formet og finpudset til perfektion. Hans bidrag er at sammenligne med en tændstik - men bålet, det er mig.
jojo du har ret, mænd har en vis berettigelse i den henseende. Nuvel nuvel.
N

da jeg var lille måtte jeg ikke lege med tændstikker. da jeg blev gammel nok havde jeg ingen.
A

popsang i mol

Will you catch me if I stumble
Will you catch me if I fall
Will you catch me if I don't know how to stand at all
When sunlight fills the world around us
I'm still staring at the wall


I've tried to fill my head with longing
I've tried to fill my head with song
At the first sight of the daybreak
I never seem to be that strong
As the sunlight fills the world around us
I can't sense whats right or wrong

I can feel the words desert me
leaving me cold and dry inside...


ok. det bliver noget værre lort, jeg må hellere overlade den slags til professionelle, meen det skulle da lige have et bud med på vejen - og øvelse gør jo mester.

9 eller 11 april?

Der har af gode grunde netop været meget snak om 9. april - men i virkeligheden burde vi snakke mere om 10 eller 11 april. Den dag man bliver besat kan være grufuld i sig selv. Men hvad med morgenen d. 11 april. Hvor man pludselig vågner og indser at besættelsen har sat sig. Man ved endnu ikke hvad det er, men man ved at det ikke er til at komme uden om. Man bliver nødt til at gå igennem det, uden at vide om det drejer sig om døgn eller år. Det øjeblik hvor hjernen og hjertet går i fuldstændig synk og erkendelsen åbenbarer sig som et slag i solarplexus. Der bukker vi under eller rejser os til kamp.

my point exactly

Det har så været musikkens dag i dag. Det hverken opdagede jeg før jeg så det i Nyhederne, eller har ord for hvad jeg ikke har hørt. Måske er det en psykisk blokade. Jeg må arbejde med det.

lige på tungen

Jeg genlæste lige Roger-Pol Droits At se ned på stjernerne i en anden forbindelse, den fine lille bog med filosofiske hverdagsøvelser. De er gode, jeg har lavet mange af dem, også før jeg læste dem, og det er der jeg vil hen.

At have et sprog om ting. Om følelser, om billeder og ikke mindst om musik. Jeg har et sprog. jeg har et nuanceret sprog om mange ting, men jeg har ikke et sprog om musik. Jeg stod til Low koncerten i LilleVega i går og prøvede at forklare hvad jeg hørte og vidste ikke hvilke ord jeg skulle bruge. For sådan et tænke, tale, skrive menneske som mig er det meget frustrerende. jeg synes selv at jeg har en rimeligt flydende retorik, nuvel jeg er ingen Jens-Jacob Toftegaard, men alligevel er jeg i stand til at kunne forklare mig ud af de fleste visuelle tolkningssituationer.

Jeg kan ikke forklare lyd. Det er mærkeligt og fremmed og bliver noget pladderkliche. Det er ligesom Jørgen L der ønsker at eje en baghånd. Jeg har en forhånd, så hvorfor skulle det lige pludseligt være så svært. Ordene er der jo. De ligger lige der på tungen.

Jeg må ringe til en ven.

fanget af fortiden

så blev man pludselig 13 år igen. Min allerførste kæreste skrev til mig på Facebook. Han bor nu i London, fik sit første barn da han var 18 og er bartender. Forspildt chance for udsvævende bohemenatteliv ? Tingene blev sat i relief, mit liv passerede revy, blev vejet og fundet... i allright stand. Han vil altid være min første rigtige forelskelse men det ville nok aldrig have gået med os. Selvom jeg dælme har brugt mange år på at finde elskere der lignede ham af udseende. Sådan er det.

facebook friendzy

Jeg har gået som katten om den varme grød. Det er fint nok at have mange venner på Facebook, men det er sjovere at have lidt off venner. Dem som ikke alle de andre også er venner med. Og der er nogen som jeg af den ene eller anden årsag ikke ville invitere selv. Jeg ville have dem til at invitere mig. Fordi man gerne vil spørges og fordi man ikke gider stå der som sidst valgte til gymnastik og skal være den der spørger om den populære pige i klassen vil være venner. Man må have en vis selvrespekt og derfor har jeg nu i to uger prøvet at få denne person til at invitere mig som ven - og i dag lykkes det. Så var der sejrsdans og biden sig selv i tungen af glæde.

Jeg burde overveje at få mig en hobby det er jeg klar over og derfor har jeg netop lånt Henrik Dahls: Mindernes Dahl, for at kunne fordybe mig i en lang sludder over glæden ved low tech.

Jeg forstår det ikke, men hey...

hvis jeg havde diabetes ville jeg jo heller ikke spise sukker

så sidder man igen i sofaen og zapper. Og ryger ind i dokumentar om tro og homoseksualitet. Altså kristendom og homodom. Det lyder jo umiddelbart som to svært forenelige størrelser og det er det åbenbart også. Det viser sig nemlig at hende kvinden de havde fundet - som så om noget så utroligt lesbisk ud, hvis jeg lader alle mine lebbefordomme komme til orde - pludselig efter mange års ægteskab var blevet forelsket i en kvinde. Bang. Crash. Smask forelsket. Istedet for at kaste sig over sin nyfundne kærlighed, er der lige det aber dabai at hun er troende.

Derfor opsøger hun foreningen BASIS der gør en dyd ud af (pardon my french) at overbevise homoseksuelle om at tro og homo ikke kan forenes. Det er en synd - MEN, hvis man ikke udlever sin seksualitet, altså med andre ord bliver hetero eller lever i cølibat, så er det no probs! Som modpol findes der foreningen AKCEPT, der siger: cool nok, det står i biblen at man ikke må være homo - MEN Gud er altfavnende og elsker dig alligevel. Du får større psykiske mén af ikke at have en seksualitet.

Kvinden, valgte altså BASIS løsningen - hvilket betyder at hun ikke går fra manden. OK fair nok. MEN hun vælger så at gå planken ud og slukker fjernsynet hvis der sexscener. Hun sætter øjnene ud af fokus når hun handler på tanken og hun undgår alt hvad der måtte anspore hendes seksualitet. For som hun selv udtrykte det: Hvis jeg havde diabetes ville jeg jo heller ikke spise sukker.

Selvom jeg ikke kan have andet end respekt for hendes stamina og standhaftighed, kan det umuligt være sundt for krop og sjæl i den grad at nægte at man har en seksualitet. Hvordan kan man som voksen pludselig beslutte sig for at sætte sin seksualitet ud af spillet. Efter giftemål, efter børn?

Jeg ved ikke hvorfor vi hidser os så meget op over muslimer når vi tydeligvis burde tage et langt hårdt kig på vores egen religion og hvad den fremelsker af sære adfærdsmønstre i egne rækker.

gid det var så vel

firma kick off
aka vi kommer hinanden ved og lytter til kloge kloge mennesker der udtaler sig på vores fag vegn e
bare vi selv kunne udtale os, så vi ikke skulle have andre til at komme ind og tage det ærefulde og eller hverv at fortælle os hvad vi skal gøre i fremtiden.
jeg ville ønske at vi bare skulle koncentrere os om de vi kan også må resten komme hen ad vejen, men nej,. Vi skal partout have vores værdier skiftet ud med nogle andre værdier. det er ikke nok bare at gøre sit bedste, det er kun godt nok hvis man gør sidt bedste inden for de snævre rammer der er gældende i år.
Godt jeg er god til at tænke uden for rammerne, godt vi er anarkister og ikke tror på rammer, godt vi ikke tror på autoriterer. godt vi kan sidde nede på bagerste række og snakke os gennem foredragene. i love my job.
og det er vel al den sammerystning der behøves.