apropos

Ligesom jeg følte mig mest nedgjort og ydmyget apropos skuffelsens æstetik - blev jeg forfremmet og fik en undskyldning. Jeg er nok for følsom til det her job - men det er også det der gør mig god til det....ud over min flydende retorik og mit vindende væsen.

juletradition

Det er ikke engang september og allerede bliver der hevet og sledet fra alle sider. Hvor skal I være? hvem har børnene? Hvad med traditionerne? Hvem skal have gaver og hvad med pakkekalender? Hvornår er man voksen og må man godt skride i byen kl 21 juleaften?

Jeg er ikke et traditionsbundet menneske, men der er ting jeg ikke gider at gå med til. Jeg gider ikke holde jul med min eksmand. Jeg gider ikke holde jul med min mands ekskone. Jeg er fucking ligeglad om det er tradition eller om børnene bliver glade (hvilket jeg ikke nødvendigvis tror de gør). Børnene er jo de første der kan mærke at Far og Mor har det mærkeligt.

Jeg holder gerne en stor fest hvor vi drikker os i hegnet i glögg og æder os en pukkel til og kaster om os med klejner og gaver, men i bund og grund handler julen for mig om at være sammen med dem man elsker - og give gaver man selv har lavet - ikke tålt ophold for børnenes skyld.

Der må være en voksengrænse. Og det kan godt være at jeg kun siger det fordi jeg er helt ny ud i delefamiliens ædle kunst, men helt ærligt. Børnene skal ikke bestemme alt. Jeg elsker min søn, men hvis jeg kun holder jul med ham hvert andet år så fred være med det. Hellere det end at skulle sidde og se på bagkataloget en hel aften. Der var jo sådan set en grund til at man gik fra hinanden. Eller hyr?

skuffelsens æstetik

Efter at have læst artikel i Information d.d. om hvor vigtigt det er for os mennesker at være alene med os selv - for det er der vi selvransager, får dårlig samvittighed, gør status og derved udvikler os til mennesker som andre gider at være sammen med - er det gået op for mig at jeg skal arbejde med min loyalitet. Jeg er simpelthen et grundloyalt menneske. Igen og Igen må jeg erkende at jeg er den der står ved masten på den synkende skude når alle andre er hoppet over bord for længst. Der står jeg og siger: Den er god nok, når den ikke er et egoistisk, beregnende væsen, der meler egen kage på de omkringværendes bekostning (læs: min). Jeg skal åbenbart tvinges ud i ydmygelser og illusionsbristende skuffelser, ikke bare een, men mange gange før jeg siger fra. Og når jeg så siger fra, sker det enten ved en udtalt passiv-agressiv nægten at sige til (som jo er det samme som at sige fra- man siger bare ikke noget) eller en indædt smækken med dørene i evigt farvel. Indrømmet: ingen af strategierne er særligt givtige på den lange bane. Jeg øver mig i at vende mig om og slå igen, at kæmpe, at stå mod - men ender for det meste med at synes at det ikke er det værd. Simpelthen. Ikke fordi det er lettere at lade være med at kæmpe - men fordi at hvis jeg først mister respekten - mister illusionen om at der er noget at vinde - hvad skal jeg så kæmpe for. Mit eget selvværd (hørte jeg nogen råbe fra publikum?) Mjo - men det får jeg jo så rigeligt boostet af kæreste, venner og familie. Måske skulle jeg bare gå på arbejde fra 9 - 5 og lede efter lykken andre steder.

av av av

Hvem har bedt Netto om at have åbent til 22. Man sidder og drikker lidt rødvin med familien - løber tør kl 21.15 - tænker HOV, Netto har åbent vi kan sagtens nå det. Og så køber man jo ikke bare 1 flaske - næ nej - og nu sidder man her med ondt i hovedet og møder hele dagen. Fyy dumme Netto ...

stoltheds bonusmor

Jeg er så stolt af min 18årige bonusdatter, der efter at have fået et ordentligt rap over nallerne, fordi hun kørte to flirter samtidigt, fik taget sig sammen og sagt til dem begge at de bare skulle være venner. Selvfølgelig efter kyndig vejledning af undertegnede. Hun skal nok vinde på den lange bane.

Jeg er ikke skør.

Der er bare nogle ting som andre mennesker kan, som jeg ikke er så god til. Jeg er ikke særligt god til edderkopper. Jeg er ikke særligt god til opvask. Og jeg er virkeligt ikke særligt god til metal i det offentlige rum – eller offentlige toiletter, men der har jeg dog en pagt med Gud.

Edderkopper er ivrige sataner, der vifter deres lange slanke ben og kribler hen over huden hvor de yngler og lægger æg, mens de savler giftsnot ud over ens arme. Jeg kommer ikke gerne i nærheden af dem med mindre det er strengt nødvendigt. Slet ikke stankelben, som jo er en af verdens giftigste edderkopper, dens mund er bare for lille til at bide mennesker. Jeg ved godt at edderkopper er vores venner, for de spiser myggene og det må de sådan set også gerne, bare de gør det udenfor.

Et af verdens store dilemmaer er: den lækreste middag, de mest udsøgte håndudvalgte økologiske råvarer. Kærlighed i tilberedningen, stimmung und spaß mens man spiste. Så en lille kort tur fra spisebordet ud i køkkenvasken og pludselig er det madrester, som er noget af det ulækreste i hele verden. Det er ikke bare klamt, vådt sammensurium af maddele, det er mikroskopiske bakterier der sætter sig på hænderne og under neglene. Det er jordrester og mug og salmonella og SARS der inficerer kroppen som løbske kræftceller.

Metal i det offentlige rum. Dørhåndtag, stænger i busser og s-tog, barstole, cafeborde, cykler, alt i det offentlige rum er åbenbart lavet af metal. Metal hvor andre mennesker har gnedet deres svedige koparrede tisbefængte hænder og afsat bakterier, hudfedt, skidt, vorter og andet mikroskopisk affald der vælter af os mennesker ved hver eneste berøring.

Jeg har endnu ikke været på et offentligt toilet uden toiletpappir, så min pagt med Gud holder stadig – ok, indrømmet, der var ikke noget papir på det offentlige toilet i Central Park, men jeg synes ikke jeg kan holde Gud ansvarlig for Central Park, der må være grænser for devine intervention, eller var det i virkeligheden svaret på spørgsmålet…

Man kan synes det er utroligt jeg nogen sinde har fået børn eller at jeg lever en normal hverdag, men det gør jeg – selvom jeg ikke er så god til at tage opvasken og jeg er hende der har udviklet den perfekte teknik til at åbne enhver type dør med albuen og fødderne.

ITS ALIVE...

Jeg genså lige Wierd Science og Breakfast Club. To john Huges film fra midtfirserne som jeg vil vove at påstå var absolut banebrydende for min indtræden i teenagekulturen. Jeg glemmer ikke den sidste film i hans fantastiske trilogi. Ferris Buellers day off, jeg har bare ikke set den længe. Jeg kan huske dengang Anna og jeg var nede i Playtime video og leje alle de amerikanske ungdomsfilm vi kunne komme i nærheden af. Der var ingen snak om ”b”-film eller ”dårlige amerikanske film”. Vi åd dem råt. Vi kunne dem udenad. Det kan jeg stadig. Det er fantastisk. Jeg så dem sammen med min nye 13årige bonusdatter og det var skønt at se hende være lige så opslugt af dem som jeg var dengang da jeg så dem. Ikke mindst computergrafikken i Wierd Science som jo virkelig er State of the Art – ikke set bedre siden Johnny Mnemonic….