4. december

Robert og Signe sniger sig hen mod det store hegn der slanger sig beskyttende om fabrikken.
-"jeg ved hvor der er et hul i hegnet", Signe er helt lysende gul. Robert ved at hun er bange men også at hun allermest synes det er spændende. Han tænker, igen, at det ville være rart at møde een der kunne fortælle ham hvordan hans streng så ud. Man kan ikke se dem i spejlet, så han ved ikke hvad han selv signalerer ud til verden. En gang i en meget mørk nat, har han set sin streng reflektere i rummet omkring ham, men det var ikke rart at blive opmærksom på sig selv på den måde. Det var lige som om at se ind i sin egen sjæl og det var en grad af erkendelse, som han ikke var parat til. Derfor ville det være dejligt at møde een der oprigtigt kunne fortælle hvordan man har det. Ikke bare gæt, men med vished. Robert har selv tænkt meget over hvor meget man skal fortælle til folk. Han husker den lille dreng i klapvognen, hvis streng var helt mørkegrå og flosset. Den hang som et vildfarent gavebånd over hans hovede. Som om den var blevet kappet over og ikke kunne række ud efter andre. Den hang slet ikke sammen med kvinden der skubbede vognen. Hun var ellers glad om end lidt træt. Det er ikke tit man ser strenge der ikke hænger sammen med andres. Det er sjovt at se hvordan mennesker hænger sammen på kryds og tværs og hvis de ikke er direkte fusioneret så rækker de automatisk ud efter andre. Især børn og deres forældre. Og forelskede par, der kan lyse en sportshal op så man må lukke øjnene. Robert har prøvet at sidde ved siden af et forelsket par i bussen. Han kom uvægerligt til at smile og glemte for et øjeblik sin ensomhed. Det er ellers ikke let for Robert, at tage offentlig transport. De lange endeløse rækker af liv der passerer uden at se, høre eller røre ved hinanden. Strenge der er trukket helt tæt ind til hovedet og en smittende ensomhed der ligger som en tåge over ansigterne.
Signe er nået hen til hullet i hegnet. Hun er allerede inde på fabrikkens område. Robert sniger sig efter hende og de når ubeset hen til den store port. Robert kan ikke lade være med at grine: "Er det din plan? Bare at banke på døren og spørge om det var dem der myrdede Karl?". Signe ryster på hovedet. "Ti stille. Jeg kender koden. Jeg har stjålet den fra min far. Han slår mig ihjel hvis han opdager det her". Signe finder en lille krøllet lap papir frem og trykker den 10cifrede kode. Lampen blinker skiftevis rød og grøn men ender endelig på grøn og porten går op. Signe løfter et øjenbryn, smiler og de træder forsigtigt indenfor. Indenfor står 3 store vagtmænd med halsende kamphunde og venter på dem. "Velkommen Signe, vi tænkte nok du kom"....