Valgkamp

En ven sagde forleden: "har ikke selv valgt at være mig, og det er ikke for at undskylde eller nægte at tage ved lære, men nogen ting er det bare ikke realistisk at ændre."
Den sad.

For lige siden jeg som (alt for) ung første gang læste Enten-Eller, har jeg grundlæggende troet på at jeg netop valgte at være mig. For ellers ville jeg jo have valgt at være en anden. Jeg lever efter det bevidste valgs æstetik. Dermed ikke sagt at arv og miljø ikke spiller ind - men det er svært at klandre sine forældre efter det fyldte 25. år - så må man formode at man er gammel nok til at tage skeen i egen hånd.

Hvorfor er der nogle ting der ikke er realistisk at ændre? I disse religionsshopping tider, hvor det er tilladt at tro på hvad som helst i selvudviklingens hellige navn. Det er ikke let at være den man er, man ville sikkert være meget bedre som en anden. Men så gør det dog. Der er da ingen der bliver sammen for børnenes skyld i vore dage, hvis det er der skoen trykker. Og penge, dem har vi haft og det er ikke længere ugleset at have gæld, så det er heller ingen undskyldning. Jeg tror jeg er de valg jeg træffer, også de dårlige. Dem lever jeg så med og prøver at gøre det bedre næste gang.