drømme i tid og sted

Jeg bliver nogle gange helt stille og apatisk og drømmer mig hen et andet sted. Fordi jeg har barn har jeg dog tillært mig en teknik hvor jeg virker enormt nærværende - men i virkeligheden er jeg slet ikke til stede. Så sad jeg og hørte Mikael Simpson, og jeg har ellers brugt meget energi på at synes at det var en dybt inerverende sang, men så forstod jeg den pludseligt. Gentagelsen magi. Først sætter gentagelsen associationer igang til de andre steder man gerne vil være. Så synes man at han har ret, for "du" drømmer også om et andet sted, og har ikke tid til mig (svin). Så bliver "du" pludseligt til "jeg" og beskyldningen vendes indad og det er jo også rigtigt, jeg drømmer jo om et andet sted og har ikke tid til dig. Så bliver gentagelsen en stadfæstelse af, ikke bare din situation og min situation, men stenhård fakta. Og når det så er blevet gentaget så mange gange, at nok må være nok, så står det som en lysende sandhed som jeg ikke kan undvige, der vokser sig større og større inde i hovedet, indtil jeg må overgive mig og indse at det er sindsygt vigtigt at holde fast i drømmene og gøre noget ved dem. Jeg drømmer om et andet sted, ja, men jeg tager også derhen en gang i mellem.