Lille søn gled, på vej ned af stolen. Knaldede hovedet uheldigt ned i hvid plasticdimmer der holder ledningerne ind til væggen og reddede sig det fineste lille hul i hovedet. Jeg var i bad, men fik forklaret at lyden var det værste. Kød og knogler der knækker. Og lugten af blod og råt kød. Afsted til skadestuen i ladcyklen. Han tog det som en lille trop da den meget unge svenske læge limede ham sammen. (Eller det vil sige, den erfarne sygeplejersken limede og Junghans sagde: det ser flot ud. Jeg kan godt forstå at sygeplejerskerne vil have mere i løn.)
Og der var ikke noget med at græde da man skulle side i venteværelset i to stive timer og høre på tv live transmission af pressen der egenhændigt pisker en stemning op omkring egen indsats. Journalist på stedet, interviewer journalist der har stået stand by i 28 timer for at stille sin skammel lige netop dér. Det ser flot ud.
Det er altid først når jeg kommer ud af hospitalet at jeg opdager hvor jeg har været og begynder at tænke på hvad der kunne have været sket. Hvilket resulterede i 2 minutters intens stirren ned i køledisk i nærmeste supermarked. Og helt apatisk indkøb af alt for mange rengøringsmidler og en bog om børnefester.
Hvorfor skal ens børn komme til skade. Fra nu af vil jeg kun have piger der sidder og dimser med perler og allerhøjst kommer til at putte dem lidt for langt op i næsen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Men tænk på det seje ar, han får.
Nej, det var synd for det lille pus. Av.
Modgang styrker karakteren!
men martin, så stærk er der jo ingen der vil være. Slet ikke i vore dage hvor man kan ringe til en ven ligeyldigt hvor man er.
Perler op i næsen er heller ingen picnic, skulle jeg ellers lige hilse og sige! Heldigvis har vi indtil videre kunnet klare den sag med en pincet.
Men spøg til side. Angsten har mange ansigter, og i perioder kan man (jeg i hvert fald) leve i det der grimme børn-der-lemlæstes-og-dør-en-frygtelig-død-paralyse-land. Hvor den mindste sten på vejen er en potentiel dødstrussel, og en trappe er et trin fra at være døden selv. Heldigvis er det, som sagt, kun i småneurotiske angstperioder, at det er sådan, ellers ville man jo ikke kunne eksistere.
Jeg tænker altid at de perioder er en måde at holder sanserne skarpe så det netop ikke sker. Men det går bare så ufatteligt hurtigt. Jeg ved at jeg ikke kan overbeskytte ham, men kunne han, hvis han er på vej til at komme alvorligt til skade, gøre det i slow-motion, så jeg kan nå at gribe ind. Det synes jeg man burde indføre. En dims man kan påklistre barnet som stopper tiden, når der er fare på færde. Det kunne blive den største sællert siden klaphatten.
Jow, det ville være en fantastisk sællert. Jeg ville klart være aftager, da jeg dårligt tåler for mange åbne lårbensbrud og for store mængder blod og har en mand, der er bortrejst i lange perioder. Der gik Danmarks bedste idé da vist lige glip af Danmarks bedste idé.
Send en kommentar