jävla

Dengang jeg var ung og boede sammen med en kæreste i en skøn blanding af møbler hhv. købt i genbrugsbutikker og klunset til storskrald, blev vi enige om at det værste, mest voksne man kunne have var et Ikeahjem. Det var på samme niveau som at kaste sine tennissokker i et par H2O sandaler iføre sig pink/turkis polyesterfritidsdragt og simultanindhalere 20 røde look. Når jeg nu, mange år senere ser rundt i eget hjem, falder øjnene unægteligt både på seng, skab og reol, udført af førudskældte svenskergigant. Jeg undskylder mig med at det 'bare' er noget jeg har købt indtil jeg finder det jeg i virkeligheden gerne vil have. Problemet er bare at jeg ikke finder det jeg virkelig vil have, for når tingene går i stykker, så skifter jeg dem bare ud med nye Ikea ting. I virkeligheden passer brug-og-smid-væk kulturen mig lidt for godt. Det får mig til at føle at jeg jeg kan bare flytte hvis jeg vil, jeg er ikke bundet til noget, og så behøver jeg ikke at være voksen og ansvarsfuld småbørnsmor med tvivlsom filmkarriere. Men en fri boheme der kun er her midlertidigt, indtil jeg finder det jeg i virkeligheden gerne vil have.