seriel afhængighed

Jeg troede ikke jeg skulle glæde mig til tv-serie start siden jeg ODede på Glamour i starten af 90erne. Det var en fantastisk konstruktion. Man kunne komme hjem kl 17 og se en halv times pønseskud og flashbacks, for at sætte sig om lørdagen og se alle ugens afsnit i 2 timers reprise. Gæt hvor mange aftaler der blev udskudt et par timer om lørdagen. Det var ikke noget jeg skiltede med dengang. Det var bare en stiltiende aftale mellem mig og min mor. Når der var Glamour, så var der ikke andet. Det var selvfølgelig også før bærbare computere og mobiltelefoner, så der var ikke rigtigt andet, men alligevel. Jeg blev ældre. Begyndte at arbejde med film og tv og det hele mistede sin magi. Men så kom 24 timer. I kan glemme Riget, Lost, six feet under. Det er form og indhold i sublimt sammenspil. Det er den eneste serie jeg gider at se, nej, glæder mig til at se på 6! sæson. Jack's back, lød det i traileren og straks fik jeg gåsehud og 80 mulige plots om verdens fortsående undergang passerede revy. Det bliver stort, det bliver Die Hard møder West Wing møder en efterhånden meget træt Kiefer Sutherland. Det har ellers i mange år været et særligt B-films prædikat i familien. Er der en Baldwin eller en Sutherland med? Så ved man hvad man kan forvente. Der har han alligevel oppet sig den gode kief. Så lad det være sagt nu - I kan finde mig foran skærmen.

ps. hvorfor ser vi Daily show 3 dage forskudt? tsk.. Danmarks Radio....