Jeg skal aldrig skilles. Jeg skal aldrig modtage en bodelingsoverenskomst. Det er indbegrebet af lavpraktisk dissekering af det som engang fyldte hele ens verden med lys og kærlighed. Det er fint nok at dele boet, når man går fra hinanden. Hvem skal have den grimme sofa (det skal du) hvem skal have de grimme tallerkener (det skal du) osv. men at skulle skrive under på at vi har delt indestående kr. 795 på konto ditten-datten der er alt alt for lavpraktisk for mig. Jeg vil ikke vide det. Jeg vil ikke vide af det. Jeg vil kunne se dig i øjnene og sige: den her er min fordi jeg har fået den af min familie - så den tager jeg. Du får resten. Jeg vil ikke indgå en millimeterfascistisk aftale omkring at alt hvad vi har haft i brug, skal deles ligeligt 50/50 mellem os. Et liv er jo aldrig 50/50. Der er altid perioder hvor jeg bidrager og perioder hvor du bidrager. Hvordan skal man kunne dele det?
Det jeg i virkeligheden har noget imod - er overførslen af følelser til ting. Du er skredet fra mig - så skal jeg i hvert fald have halvdelen af alle vores ting, for at kompensere. Men ting kan aldrig kompensere for følelser. Ting kan aldrig få dig til at elske mig igen. Ting kan tværtimod kun minde om det der var og nu er væk. Er der noget mere trist end halvdelen af et sæt sengetøj. Halvdelen af et spisestel. Halvdelen af gardinerne. Nej. Det bliver uden mig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
halvdelen af sokkerne
Da jeg flyttede fra min kæreste for tusinde år siden, blev de to kæresteglas delt - én til hver lejr...fuldstændig latterligt og alt muligt - og endda nogle, han havde fået foræret af en veninde...men jeg skulle bare ha' det dér symbol på, at dét der ikke kunne skilles, alligevel gik itu...og ret symbolsk overlevede glasset ikke længe i mit varetægt, før det lå knust mod køkkengulvet...
When you know better - you do better...
Send en kommentar