skuffelsens æstetik

Efter at have læst artikel i Information d.d. om hvor vigtigt det er for os mennesker at være alene med os selv - for det er der vi selvransager, får dårlig samvittighed, gør status og derved udvikler os til mennesker som andre gider at være sammen med - er det gået op for mig at jeg skal arbejde med min loyalitet. Jeg er simpelthen et grundloyalt menneske. Igen og Igen må jeg erkende at jeg er den der står ved masten på den synkende skude når alle andre er hoppet over bord for længst. Der står jeg og siger: Den er god nok, når den ikke er et egoistisk, beregnende væsen, der meler egen kage på de omkringværendes bekostning (læs: min). Jeg skal åbenbart tvinges ud i ydmygelser og illusionsbristende skuffelser, ikke bare een, men mange gange før jeg siger fra. Og når jeg så siger fra, sker det enten ved en udtalt passiv-agressiv nægten at sige til (som jo er det samme som at sige fra- man siger bare ikke noget) eller en indædt smækken med dørene i evigt farvel. Indrømmet: ingen af strategierne er særligt givtige på den lange bane. Jeg øver mig i at vende mig om og slå igen, at kæmpe, at stå mod - men ender for det meste med at synes at det ikke er det værd. Simpelthen. Ikke fordi det er lettere at lade være med at kæmpe - men fordi at hvis jeg først mister respekten - mister illusionen om at der er noget at vinde - hvad skal jeg så kæmpe for. Mit eget selvværd (hørte jeg nogen råbe fra publikum?) Mjo - men det får jeg jo så rigeligt boostet af kæreste, venner og familie. Måske skulle jeg bare gå på arbejde fra 9 - 5 og lede efter lykken andre steder.