en del af gruppen.

Jeg har mast mig ind. Jeg der ellers aldrig ankommer uinviteret til en fest. Men jeg har mast mig ind i en gruppe af skønne kvinder og lader som om at jeg er en del af gruppen. Det er jeg næsten og så alligevel ikke helt. Det er ikke fordi de kender hinanden bedre, de har ikke været venner længe, men de har alligevel haft en sammenhørighed omkring et projekt som heldigvis er slut nu. Heldigvis for nu er der måske chance for at jeg kan komme til at snakke med dem. Som mig, som ligeværdig. Jeg synes det er svært at få nye venner. Og jeg trænger sådan til nye venner. Nye tanker, nye talemåder. Men så rammes jeg af den der nagende fornemmelse af at være hende den nye. Hende de ikke kender, hende der skal vejes og findes tilpas. Men heldigvis ved jeg hvem jeg er. Og jeg laver mig ikke om for nogen. Så de må tage mig som jeg er, og hvis det ikke lykkes så kan jeg i det mindste ikke sige at jeg ikke prøvede. Selvom jeg holder vejret så længe.