28 november

En tyvstart. En lille forsmag. Lidt ordgodt til ganen:

Vi er hjemme hos Robert på hans værelse. Han er 14 år og sidder alene. Det er ikke fordi han ikke har venner, han er snarere selektiv, desværre med omvendt fortegn for det meste. Det er de andre der vælger ham fra. Han er nemlig også lidt mærkelig. Ikke på nogen fysisk eller truende måde. Han kan bare se ting og når han ser ting, så bliver hans så tavs. Og så kan man ikke rigtigt snakke med ham, på den der flow måde som man kan med de andre venner. Så skal man forholde sig og være den der stiller alle spørgsmålene som Robert alligevel ikke kan huske man har spurgt om. Eller også svarer han på det samme flere gange i træk, bare med mellemrum. Det er krævende at være sammen med Robert og han ved det godt. Derfor holder han sig mest for sig selv. Undtaget sammen med Signe. Hun er ligeglad, for hun snakker bare og kan godt lide at Robert ikke siger så meget, så er der mere plads til hende. Og så synes hun vist også at han er lidt mystisk på den der tavse måde, ligesom i de gamle film, som de voksne ser. Robert kan også godt lide Signe. For hun blander sig ikke og man må gerne være tavs og så er det også interessant at se hvordan hendes streng lyser når hun kigger på ham. For det er nemlig det han kan se, Robert. Han kan se de lysende strenge der binder mennesker sammen. Og også dem der ikke har nogen at være bundet sammen med. Som er alene og ensomme. Det er nogen gange overvældende for Robert at være i store forsamlinger, fordi hele verden lyser op. Og det er heller ikke altid man kan se dem. Man kan fx ikke se stregene i gennem fjernsynet. Man skal være der selv. Derfor er Robert mest alene. Og i dag sidder han på sit værelse og tegner i mørke, mens han ser ned på gaden hvor menneskene og deres lysende strenge flagrer rundt mellem dem. Og så ringer det på døren....