29. november

Robert går ud og lukker op. Det er bare Signe. Men hun ser ikke helt ud som hun plejer. Der er noget forandret ved hende. Robert kigger op på hendes lysende streng, der plejer at pulsere og blive ekstra kraftig når hun ser ham. Nogle gange er det endda som om den rækker ud efter ham, især hvis han siger noget sødt til hende. Så bliver den helt varm og mørkeorange. Men han gør det ikke så tit. Mest fordi den bliver helt blå og tynd som en skærebrænder, som river i øjnene, hvis han holder op igen. Eller hvis han ikke siger det hun gerne vil have. Så er det lettere bare ikke at sige noget. Signes streng er helt lille og grå, Den står kun 10 cm op fra hendes hovede. Robert tager instinktivt fat i hendes arm og hiver hende helt ind i huset.
- "Hvad er det?".
- "Karl Kostner er død". Signe græder. Og krammer ham. Han holder hende fast og halvt bærer hende med ind på værelset.
-"Fra parallelklassen?". Signe hikser og nikker.
- "Hvad for?"
-"Det var selvmord. De siger at han havde det helt vildt dårligt og så begik han selvmord. Han havde lige fået job oppe på fabrikken og alt muligt".
Det lød ellers ikke så mærkeligt. Alle i byen, stort set, arbejdede på fabrikken. Også Roberts far og mor. Og hans søster havde haft et studiejob i administrationen inden hun flyttede ind til København. Karl Kostner havde været en enspænder ligesom Robert. Men ikke ens. Han kunne ikke se ting. Robert havde prøvet at snakke med ham engang, inden han var begyndt at kunne se de lysende strenge. Han fik blot bevist, at teorien om at to enspændere da må have noget at snakke om, ikke er sand. De har tværtimod endnu mindre at snakke om end andre. Efter det havde han ikke snakket med ham, eller ænset ham faktisk. Så Robert var ikke ked af det over Karls død, andet end han selvfølgelig var ked af døden og at den kom så tæt på, som lige inde i parallelklassen. Signe sagde noget. Robert havde ikke hørt efter, så han sagde det han altid siger:
-"hvad?"
-"Jeg tror ikke det var med vilje. Jeg tror der var noget der drev ham til det".
- "Hvad?"
- "En dårlig oplevelse, eller en dårlig barndom eller noget, man slår ikke bare sig selv ihjel med mindre man har en rimelig god grund til det, altså man kan godt tænke iiihh nu slår jeg bare mig selv ihjel så skal I se hvor kede af det de alle sammen bliver, og græder og holder lange taler og tænder lys til begravelsen. Men så ikke alligevel, med mindre det virkelig gælder".
Signes logik var soleklar. Hun havde bidt sig fast i at det ikke kunne være kommet ud af det blå og var opsat på at finde ud af, hvad det var der havde drevet Karl Kostner til vanvid. For man slår ikke sig selv ihjel med mindre der er en god portion vanvid med i spillet, mente hun meget bestemt.