der bliver så stille

Jeg er forkølet. Det bliver jeg forår og efterår. Men så lukker mine ører sammen. Jeg får snot i ørerne. På indersiden af trommehinden. Der er meget stille. Så jeg satte mig på een cafe og de kunne ikke se det, men alt hvad de sagde var pakket ind i vat. Og jeg der ellers elsker at sidde helt stille og lytte til deres samtaler, kunne ikke. Der er ikke så sjovt inde i hjernen når man ikke kan høre hvad de andre siger.

I et øje i en drøm

Alina ligger i sin seng. Der er rart og varmt. Hun falder i søvn og drømmer. Hun går ud i vandet i natkjole. Hun svømmer og man kan se sandet under hende. Der er ikke dybt. Hun bliver hevet ned under vandet. Langt ned. Der er noget der har snøret sig rundt om hendes fod. Hun kigger ned og ser at det er en sætning, længere nede kan man se at havbunden er blevet til en bølgende suppedas af ord og sætninger der som tang rækker ud efter hende. Hun bliver trukket længere og længere ned i det. I samme øjeblik hendes ansigt forsvinder vågner hun. Hun ligger i sin seng. Driv våd. Hendes hår er vådt. Sengetøjet er vådt. Hun står op og går ud på gangen. Hun går ind i køkkenet hvor der er lys. Katinka står og snakker lavmælt med postmanden. Postmanden fortæller hende at han fandt hende liggende i vandkanten. 

Den der med ham der...

Bare jeg kunne huske hvad den bog hedder. Det var en engelsk forfatter som min mor havde lejet et værelse ud til i start 90'erne, som efterlod den. Den handlede om en Asiatisk con-artist. Den var god medrivende, uhyggelig og vist også based on a true story. Det var kidnapninger, narko, våben og diamantsmugleri. Bare jeg kunne finde den. Så ville jeg sende den til Mads Brügger og sige godt gået Mads. Tag til Asien næste gang. Der findes korruptionen. Det har de vist i århundreder.

hjernen efter påske

Min hjerne er ikke klar til at tænke på arbejde igen. Hverdagen rang kl 06.04. Og min hjerne vidste at den skulle op. Men den brokkede sig. Den kørte morgenen igennem på rutinen. Afleverede børnene til tiden og da jeg så startede på ruten ud til arbejdet måtte jeg ryste den igang. Så er det nu hjerne. Lad os lave en liste over alt det vi skal nå i dag. Men hjernen ville ikke. Den satte et stort billede af de svenske skærgårdsklipper, vi havde kigget på i 4 dage op foran mine øjne. Jeg måtte lokke med film og god mad og et indlæg på bloggen før den modvilligt begyndte at lave min liste. Hele tiden skulle den holdes på sporet for ikke at glide af. Men det er selvfølgelig også tarveligt først at tvinge den ned i gear. Bare for at starte hårdt ud igen. Uden overgang. Jeg elsker min hjerne. Den har god humor.

Formulæ Romantikæ

Brygget på cykel mens manden løb ved siden af: Så sagde vi at du var den gamle udramponerede atlet som gerne ville gøre comeback men for at skulle kæmpe sig tilbage på toppen blev du nødt til at få en ny træner og så kom jeg. Jeg var den unge nyuddannede træner - og kvinde - og det havde du ikke regnet med da jeg svarede på annoncen for jeg hed jo Sam. Så du var ikke merget for det men træne skulle du jo, så vi gik til værks. Du synes jeg gjorde alting helt forkert og jeg synes dine metoder var håbløst gammeldags så vi skændes hele tiden selv om der også var øjeblikke hvor luften sitrede når vi så på hinanden. Din gamle stolthed kunne dog alligevel ikke klare at blive trænet af en så ung og nyuddannet - og kvinde - da din ærkeengel fra gamle dage mødte op og hånede dig, Vi kom så meget op at skændes at jeg rejste i vrede. Du var glad for at se mig gå men alligevel kom dagen for det store comeback jo nærmere, så du tjattede lidt til en boksebold, og det var so om at du havde et hulrum i brystet. Lige indtil den dag hvor du fandt alle mine noter med dit komplette træningsprogram som jeg havde efterladt.Og det gik op for dig at jeg var den pertentlige type - omend kvinde. Så gik du for alvor til værks. Imens fordybede jeg mig i det job jeg havde taget i Oregon med at træne handicappede cyklister til special oplympiaden, for jeg havde et stort socialt ansvar. Så du trænede og blev bedre og bedre, på nær lige til den sidste hurdle hvor siden i bogen havde været våd af salte tårer så blækket var flydt sammen. Du kunne ikke tyde hvad der stod. Så en dag hvor jeg stod ved postkassen og ventede længselsfuldt efter livstegn, stod du der pludselig. Veltrænet og parat. Jeg var bidsk til at starte med men du fik hurtigt stoppet mundenn på mig med et kys. Så opsagde jeg mit job og lod handicappere være handicappere for jeg måtte med dig tilbage for at hjælpe dig med dit comeback. Jeg lærte dig at overkomme din sidste hurdle så da den store dag oprendt var du mere end klar. Men noget gik galt og da den sidste hurdle kom, så du op mod tilskuerpladserne hvor mine øjne brændte mod dine og du missede, så din ærkerival vandt og du kom kun ind på 2. Pladsen. Men det var alligvel nok til at du fik genetablerert dit ry i branchen og du nu med god samvittighed kunne trække dig tilbage og stifte familile med mig. Så kyssede vi og jeg sagde, jeg synes vi skal adoptere en handicapper. Slut.

Dræbersnegl

Jeg har fjernet 167 dræbersnegle ude i haven. Øv hvor er de klamme. Og deres slim klistrer så man ikke kan få det af fingrene igen. Og de sidder overalt og æder sig igennem vores have. Det eneste jeg er øm over er jordbærrerne, for dem har jeg og Anton selv plantet. Resten må de sådan set gerne æde. Hvis bare der ikke var så mange. Hvis bare de ikke var så slimede og klamme. Så nu har jeg besluttet mig for at udrydde dem. Og det er ren Apartheid. For vinbegsneglene og andre snegle med sneglehus får lov til at blive. Men ikke de lange brune lortesnegle. De dør en langsom og pinefuld død.

Et liv før Facebook

Det er helt tydeligt, når jeg læser mine gamle blog posts, at de er skrevet af det jeg der fandtes før Facebook. Det er lidt ligesom at læse breve fra dengang før Mac'en, eller telefonbeskeder fra dengang før mobilen. Pludselig føler jeg mig heldig. Heldig fordi jeg lever i en tid hvor teknologien løber amok. I bedste forstand. Alt er muligt. Der er ingen begrænsninger. Hvis du kan tænke det, kan det opfindes.

Så selvom Manden nogle gange synes jeg skriver for meget, for privat, for åbent, så bliver jeg hver dag overrasket over at man kan. Over at der er nogen der gider læse det jeg skriver. Gider at være i elektronisk kontakt. Som for en sky mus som mig, er noget bedre end telefonisk og gud bedre det øjenkontakt.

Så mit nye elektroniske jeg, der fungerer som et øje ca. 40 cm fra verdenen i skærmen, frydes og gyses og klukler hver dag.